Irske Cashier No. 9 skriver skæppeskønne sange, man bliver rigtig godt glad i låget af. Danny Todds fine lyse vokaler gør et godt partnerskab med luftige og stemningsfulde melodier på To The Death Of Fun, der veksler mellem solskinspop og mere tristesseladne numre.
Der har i den seneste tid floreret rygter om, at britiske The Stone Roses skulle være på vej tilbage. Nu er rygtet blevet bekræftet…
Saviours må leve af metallisk kost til hverdag, for deres fingre er stålsatte som få, når de skånselsløst går til stålet og gribebrættet på deres prisgivede guitarer. Deres fjerde udslip er en olm og særdeles tung bastard af lige dele 70´er doom-metal, progressiv rock, stoner-metal, NWOBHM og snerrende hardcore.
Jeg er ganske vild med The Swell Season og filmen ”Once” – og derfor var mine forventninger til dette album rigtig store. De indfries ikke helt, men det betyder ikke, at Marketa Irglova falder igennem som solist. Sangene er fine, vokalen er udmærket, men jeg kunne have savnet mere Marketa Irglova.
Den amerikanske singer-songwriter Lissie Maurus, eller bare Lissie, er på vej med en ep bestående af fem covernumre. Numrene strækker sig over genrer som…
Sebastian Lind leverer et meget personligt og gribende minialbum, hvor han i grænselandet mellem akustiske og elektroniske klangflader prøver kræfter med håbefulde passsager og beskrivelse af håbløshed, og det giver et meget stærkt og anbefalelsesværdigt resultat.
På Light Asylums EP In Tension, der er forløber for et helt album, der udkommer i 2012, får vi hele turen rundt i musikmanegen på en forunderligt simplistisk facon. Helt igennem elektronisk med et meget punket udtryk, der ikke er så kompromisløst at det ikke er poppet.
Veronica Falls er præcist i sit udtryk og fokuseret på korte spidse indiepopmelodier pakket ind halvt i honning og halvt i pigtråd. En cool og aldeles genresikker debut med et dusin formfuldendte og stærkt iørefaldende perler.
Magasinet Vice og den uafhængige musikstreamingtjeneste WiMP har et gratis koncertarrangementer lige om hjørnet. WiMP Live hedder det og det første arrangement løber af…
Olympic Games´ lovende start holder på ingen måde til målstregen. Rent faktisk kommer Siinai fornemt ud af startholderne, men går kort efter død på en musikalsk fibersprængning.
The Great Bludgeoning en suveræn kraftanstrengelse af en mesterlig fuldblods thrashplade, der må stå som et lysende fyrtårn, når årets metaludgivelser skal gøres op. Det oser af overskud og melodisk træfsikkerhed, ikke mange danske bands kan overgå, endsige matche.
På deres debut lød danske Surfact lidt som en del af en ny grungebøgle, men der er ikke længere så meget bid i det bæst, der skal fodres på Feeding The Beast. Nok kan det stadig snerre, men allerhelst vil det klappes.
Lilja bringer en pulserende stemning til live, der på mange måder minder om vores lokale Mikael Simpson og Trentemøller, når de udfolder sig i deres minimalistiske og elektroniske univers.
Rent genremæssigt lever canadiske Unexpect i særdeleshed op til deres navn, da de leverer musik, som konstant tager drejninger, lytteren ikke umiddelbart forventer. Der er både growl og violiner, kvindelig skønsang og alien-lydeffekter, og musikalske humørsvingninger generelt.
Numrene er skabt i samme rendesten, hvor Tom Waits skvattede omkuld for efterhånden mange år siden, og teksterne, som mestendels tydeligvis er skabt i Francis’ krøllede hjerne, kredser om livets bagside med både morsomme, depraverede og underfundige betragtninger.