Junckers udvikling er ganske bemærkelsesværdig, og dette album, som er hans fjerde, følger fornemt op og slutter nærmest en fjerde del til den ellers afsluttede trilogi, der startede med det ungdommeligt kække på Snork City og fortsatte over det ungdommeligt frække på Det Sorthvide Hotel til det voksent eftertænksomme p.t..
2012-udgaven af Jens Lysdals debutalbum er ganske fin. Som ny lytter vil man nok blive slået af albummets modne og utidsvarende grundudtryk, men jeg tror nu heller ikke, at Lysdal er på jagt efter nye lyttere her. Der er snarere tale om en kunstnerisk trang til at opdatere en stærk og tidløs udgivelse.
Den danske kvartet Lilyphone er aktuel med bandets andet album. Fra den sødmefulde og nydelige countrypop på debutalbummet, har Lilyphone bevæget sig ind i en lidt mere kantet og elektrisk del af genren, og det klæder både bandet og sangerinden Marie Keis Uhre.
Amerikanske Seventeen Evergreen har været små fem år undervejs med opfølgeren til deres lettere psykedeliske debutalbum. Og mellemtiden er blevet brugt på at blive aldeles fortrolig med synthesizere, og dette nye album er helt og aldeles bygget op om den syntetiske lyd.
Når Londons Vadoinmessico debuterer med Archeology of the Future, så sker det med en stensikker melodifornemmelse, ringende eksotiske guitarer, melankolsk indie-stemning, flamenco-klap – og et overdrevent virvar af eksperimenterende idéer, der sættes sammen i et sammensurium, der kæmper for at hænge sammen.
Michael Jin er bestemt værd at bemærke og værd at give lidt opmærksomhed. Han lykkes ikke lige godt med alle sine ellers så velskrevne sange, men her er tale om et meget alsidigt og personligt singer/songwriter-album fra den dansk-koreanske debutant.
At være et hypet debutband giver først og fremmest garanti for en masse opmærksomhed på godt og ondt, men det stiller også øgede forventninger til den musikalske kvalitet. Tribes viser, at de har potentialet til at leve op til de høje forventninger, men der er lidt for meget fyld og ligegyldighed mellem toppræstationerne.
Er man til Simon/Garfunkels gode gamle udgivelser, kan man lide Fleet Foxes, og synes man at norske Kings of Convenience første udgivelser var som sendt fra himlen, så er der god grund til at kaste rigtig meget opmærksomhed i retning af Poor Moon.
The Jezabels kræver sin tid på dette album, der i høj grad lever på en stærk vokal og en række fornemme stemninger og opbygninger. Men er tålmodigheden lang nok til, at de enkelte numre får lov at folde sig helt ud, så er der masser af gode sager at hente.
De mange eksperimenter bider ikke rigtig på mig, og jeg savner de levende og døde beretninger fra den charmerende provins-kedsommelighed, som Telestjernen kan formidle så formidabelt. Dette er forhåbentlig blot et lille intermezzo, hvor nye idéer og tanker skal afprøves.
Generelt er “Nive Sings” et glimrende album, der med sine skæve modsætninger og livlige instrumenteringer får en samling sange, der varierer en del i niveau, til at fremstå som en solid helhed – og som gør Nive Nielsen til en sjælden grønlandsk sangerinde, der formår at holde fast i sin hjemstavn selvom hun har sit fokus solidt rettet mod den amerikanske scene.
Jonquil debuterer med et album, der viser et klart potentiale, men som også viser en ligeså klar mangel på alsidighed i repertoire og idérigdom. Derfor bliver debutalbummet en lidt langstrakt, uskarp og kønsløs affære, omend der er øjeblikke af sprudlende, kildrende sommer-mavefornemmelser undervejs.
Det kræver sin mand, kvinde, vokal og melodifornemmelse at skabe en svensk pendant til Belle & Sebastian. Nogle af pilene peger i den rigtige retning for Laike, men afgørende momenter slår fejl og betyder, at den magiske fornemmelse kun sniger sig tæt på lytteren i ganske få tilfælde.
Danmark har i Christopher fået en ny stærk sangskriver. Danmark har også fået endnu en af de mange unge sangere, der ikke gør ret mange fortræd, og som i kraft af produktion og pænhed passer perfekt ind i den bløde masse, der gør de kommercielle popradioer ulidelige at høre på.
Den danske sangerinde Ditte Rønn debuterer som solist med albummet Echoes of Madeleine. Og det er en forunderlig og opfindsom blanding af poppede, jazzede og skæve sange, som alle har til fælles, at de rummer fortællinger og stemninger med Ditte Rønn som det klare omdrejningspunkt.